UDTRYKKET’S INDTRYK 

Foredrag om vigtigheden af at udtrykke sig selv

- i relationer og kreativt.


I dette foredrag vil jeg belyse hvorfor det er så vigtigt at vi udtrykker os selv. Ikke kun i vores ord, men også gennem vores krop, og ikke kun i vores relationer, men også kreativt.

Gennem forskellige indsigter og perspektiver omkring det at udtrykke sig selv. Samt historier fra mit eget liv, hvor jeg selv har haft svært ved at udtrykke mig, vil jeg vise hvilke konsekvenser det kan have at holde tilbage, undertrykke sine følelser, fortie sine ord og gemme sin kreativitet. Men også hvilke gaver det kan give os i vores liv, når vi finder modet til at udtrykke os selv og vise hvem vi virkelig er.

Når vi udtrykker os, viser vi forskellige dele af os selv. Vi fortæller vores omgivelser hvem vi er, ved at udtrykke vores behov, lyst, tanker, følelser og grænser. Det kan skabe tillid, intimitet og ægte, nærende relationer og åbne for muligheder i livet.

Men når vi fortier og holder tilbage, så ved vores omgivelser ikke hvem vi er eller hvor vi er. Det kan skabe mistillid, forvirring, utryghed, misforståelser, brudte relationer og mistede muligheder.

Konsekvenserne ved undertrykte følelser, kan være alt lige fra fysiske spændinger og ubalancer, hovedpine, fordøjelsesproblemer, overfladisk åndedræt, koncentrationsbesvær og manglende energi til stress, depression, angst og ensomhed.

Der er rigtig mange grunde til, hvorfor det er vigtig at vi udtrykker os selv!

Men hvis det er så vigtigt, hvorfor er det så, svært for os?

De færreste af os vokser op i en familie, hvor alle vores følelser er imødekommet og accepteret på den måde vi har brug for det. Derfor lærer vi ikke, hvordan vi mærker og udtrykker vores følelser på en hensigtsmæssig måde, og heller ikke hvordan vi rummer andres følelser.

Mange bliver mødt på en måde, der giver dem en oplevelse af, at deres følelser er forkerte eller for meget og lærer derfor at undertrykke dem. Vi kan bruge oceaner af tid og energi på at overveje, hvordan vi skal kommunikere det, vi egentlig føler, tænker og har brug for og ender ofte med at sige halve sandheder, for at undgå konflikter og svære samtaler.


Formen på foredraget er interaktivt. Jeg vil dele historier og viden omkring emnet, men også stille spørgsmål ud til deltagerne og invitere til en dialog. Det er også muligt at tilføje en mere dybdegående workshop til foredraget.

Intentionen med dette foredrag er at deltagerne vil få en øget bevidsthed om hvorfor det er så vigtigt at udtrykke sig, samt inspiration og konkrete værktøjer til hvordan de kan udvikle deres evne til at udtrykke sig selv. Derudover vil de også få indsigt i hvordan de kan blive bedre til at holde rum for andre, der udtrykker sig og lytte med nærvær.


Jeg er uddannet psykomotorisk terapeut, teater og performance pædagog og har rig erfaring indenfor fysisk teater, dans, sang og relations arbejde. Jeg har gennem 10 år, undervist i bevægelse og stemmefrigørelse på hold, workshops og længere kurser.


At belyse vigtigheden af at udtrykke sig selv, er blevet en hjerte sag for mig. Jo mere jeg arbejder med dette emne, jo tydeligere ser jeg nødvendigheden af at vi bliver bedre til at udtrykke os selv. Og ikke kun for os selv og hinanden imellem, men også for vores, sundhed, samfund og klima.

Jeg kommer med glæde ud til virksomheder, foreninger, organisationer og uddannelsesinstitutioner: højskoler, gymnasier, efterskoler, folkeskoler og friskoler.


For mere info og pris, skriv her